Menu

Veloverstået generalforsamling

image
29. januar 2019 kl. 12:00
Den nye serie 4-træner Allan Mortensen blev præsenteret for spillerne ved mønstring og generalforsamling 2019.

Lørdag eftermiddag fandt en gruppe velkendte ansigter vej til generalforsamling og mønstring i FS Hashøj. På trods af et begrænset fremmøde, tyder afbud fra flere spillere alligevel på at klubben går en god tid i møde. Formand Nicolai E. Madsen kunne da også se tilbage på et todelt 2018 i sin beretning:  "Det var et langt forår, hvor vi var for langt bagud i serie 3 til at overleve, og udfordringer med at finde spillere til to hold. Til gengæld har spillerne i efteråret vist, at deres niveau er til mere end serie 4, hvor en stor tilgang af ungdomsspillere har sikret noget mere stabilitet i antallet af spillere til træning." lød det fra formanden.

I bestyrelsen er der fortsat blevet arbejdet på at styrke fodboldklubben FS Hashøj. I løbet af 2018 kom klubbens hjemmeside således op at køre igen efter i lang tid at have været nede. Der vil i 2019 fortsat blive udviklet på den, så der kommer endnu mere indhold. Til generalforsamlingen kunne kasserer Anders Skjødt præsentere et flot regnskab, hvor det frivillige arbejde på Sørbymarkedet og ved skovarbejde resultere i et femcifret overskud.

Stabilitet på trænerfronten

Vinteren er også blevet brugt til at forlænge med trænerne Peter Larsen og Brian Houg, hvor sidstnævnte fortsat står for klubbens andethold i serie 5 sammen med Kim Boen Larsen, der fortsætter som holdleder. Til at stå i spidsen for førsteholdet er Allan Mortensen blevet ansat efter mange år som elitetræner i Nordsjælland. Ved hans første møde med spillerne fik han præsenteret flere af sine ideer:
"Vi skal til at spille presfodbold over hele banen. Det kan lyde hårdere, men er det ikke, hvis vi står ordentligt på banen. Det kommer til at være en omvæltning fra tidligere, som kan koste nogle sejre i træningskampene, men som vil gøre os bedre på den lange bane." fortalte træner Allan Mortensen de fremmødte spillere.

Han får til kampene hjælp af Jacob Thane, som efter en årrække som næstformand træder ud af bestyrelsen, men som alligevel ikke helt kan slippe fodbolden. I stedet blev Nicolai Vodgård og Tobias Weitmann valgt ind i bestyrelsen på generalforsamlingen. Umiddelbart efter de officielle gøremål satte bestyrelsen sig sammen og konstituerede sig, så den fremover består af

  • Formand Nicolai E. Madsen
  • Næstformand Peter Sørensen
  • Kasserer Anders Skjødt
  • Jeppe Björklund
  • Tim Madsen
  • Nicolai Vodgård
  • Tobias Weitmann

Første træning er allerede i aften kl. 19.30 på kunstgræsbanerne ved Slagelse Stadion. Indtil græsbanerne bliver frigivet ved Sørbyhallen vil holdet træne her både tirsdag og torsdag kl. 19.30.

Luk